3D-modeller starter typisk med at skabe et net. Det meste af 3D-softwaren giver mulighed for at få vist et net i en trådramme-tilstand, der giver brugeren mulighed for at se de linjer og vinkelspidser, der udgør 3D-formen. Nettet indeholder vigtige data, som computere bruger til at rendere 3D-modellen korrekt. Således bliver polygoner en naturlig nødvendighed pga. den måde, som net skabes og bruges på i sand tid. Dette er også en fordel, som 3D har frem for traditionelle kunstformer, fordi et net kan animeres og ændres i sand tid, ikke-destruktivt.
Et 3D-net er et net af polygoner, forbundet af linjer og vinkelspidser. En polygon i sig selv er kun en 2D-form, der består af mindst tre vinkelspidser og linjer, også kaldet kanter. Disse punkter, som er bundet sammen, skaber flader, der ofte kaldes trekanter, firkanter eller N-goner afhængig af, hvor mange vinkelspidser og kanter der danner dem. Inden for 3D-modellering henviser N-goner til polygoner, der har mere end fire vinkelspidser og kanter, hvilket bør anses for at være uønsket. God topologipraksis anbefaler, at der kun anvendes trekanter og firkanter for at opnå de reneste resultater.
Polygonmodellering anses for at være normen inden for 3D-modellering pga. dens integration i næsten alle former for kommerciel 3D-software. Den anvendes til at skabe 3D-net med præcis og bevidst topologi. Polygonmodellering foretrækkes inden for specielt VFX- og spilindustrien. Da spil ofte kræver rendering af mange elementer i sand tid på en gang, skal udviklerne være opmærksomme på polygonantallet i forhold til hardwarebegrænsninger. Forskellige konsoller og PC'er vil alle have forskellige begrænsninger med hensyn til, hvor meget de kan håndtere. Således foretrækker 3D-kunstnere, der arbejder med disse områder, polygonmodellering pga. den øgede kontrol, de har over hver model.